OBS: Efter klubmesterskabet (den 6. sep.) bliver VDGK og DTU lagt sammen til en fællesklub
LÆS MERE HER

VDGK & DTU Disc Golf lægger sig sammen

Kære VDGK-medlemmer

Det seneste år har vi arbejdet tæt sammen med DTU Disc Golf. Samarbejdet startede som et fællesskab, der skulle give begge klubber endnu mere aktivitet og skabe et større disc golf-netværk i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Det, vi oplever i VDGK-ledelsen, er, at det er sket! Og vi er nu nået dertil, hvor vi mener, at de to klubber bør lægges sammen til én klub. En væsentlig del af grunden er, at vi er ganske få i ledelsen i Virum. Faktisk er vi kun to, der aktivt driver klubben, og det er til tider et større arbejde. Vi har derfor længe ønsket os flere kræfter, som i fællesskab kan gøre den nye klub til et endnu mere aktivt sted for jer medlemmer. Det betyder, at efter flere gode samtaler med DTU Disc Golf bestyrelse er vi blevet enige om, at Jonas og Andreas indtræder i den nye samlede bestyrelse med resten af DTU’s nuværende bestyrelse ved den officielle sammenlægning. På den måde får vi mere energi til at skabe mere for begge klubbers medlemmer, snart en fælles klub.

Rent praktisk lægges VDGKs medlemmer ind under DTU Disc Golf, sådan at det bliver DTU’s medlemssystem, der overtager. Alle aktive medlemmer af VDGK, der har betalt kontingent i 2026 og ønsker at komme med over, følger med og har automatisk betalt kontingent for resten af 2026 i den nye klub. Der følger mere information om, præcis hvordan det kommer til at foregå, efter vores klubmesterskab.

For de aktiviteter, vi allerede har i gang, ændrer sammenlægningen ikke meget. Vi ønsker fortsat at tilbyde træning i Virum Park, og nu også på DTU, samt at skabe gode rammer for et stærkt disc golf-fællesskab med fx fælles ture, Sommerliga, afholde vores turneringer mv.

Det betyder dog også, at dette klubmesterskab bliver det sidste, vi afholder i VDGK alene, altså sådan som klubben har set ud indtil nu. Så kom og bliv den sidste, ultimative klubmester, og få æren af at beholde stjernen for altid!

Lavpraktisk er vores klubber ikke slået sammen før efter klubmesterskaberne, som begge ligger søndag d. 6. september.

Det har været en fornøjelse at drive VDGK i det format, den har haft indtil nu, og vi glæder os meget til at se, hvad det bliver til, når vi lægges sammen med DTU.


De bedste hilsner
Ledelsen i Virum Disc Golf Klub
Jonas og Andreas

Se det oprindelig opslag på FB gruppen: https://www.facebook.com/groups/virumdiscgolfklub/posts/2016830558968443